Stellenangebote

Årø Vingård – Café og Butik søger dygtige medarbejdere

Vi søger dig, der har flair for detaljen, har servicegenet helt i top,
herunder er vidensformidling, kvalitetssikring og ordenssans en selvfølge for dig!

Årø Vingård er i rivende udvikling! Vi er kendte for høj kvalitet, hvad angår både vin- som madproduktion. Vi har brug for dygtig hjælp – så vi fortsat kan følge med den store efterspørgsel, der kommer fra nord, syd, øst, vest… fra ind- og udland.

Vingården er beliggende på den lille sønderjyske ø, Årø. Vingården startede i sin tid i 2004 iværksat af en lokal ildsjæl, der den dag i dag følger produktionen og vingårdens udvikling. Efter godt 10 år overgår hobbyproduktionen til vinbonde, Jakob Lei, og en betydelig vinproduktion udvikles. Årø Vingård er nu på landkortet og igennem alle år har det taget fart og kvalitetsproduktion har altid været i højsædet på vingården.

Gennem årene er der sket meget spændende for vingården – og det fortæller vi meget gerne om; til vores gæster og til dig, der kan se dig i job hos os. I dag rummer Årø Vingård foruden en betydelig vinproduktion i topklasse i eget vineri, så også både restauration, butik samt webshop.

Vingården er et eftertragtet sted - vi besøges af såvel lokale beboer samt af rigtigt mange gæster fra ind- og udland. Vores gæster besøger os i forbindelse med endagsudflugter, på ferie samt vi har gæster i forbindelse med både små og store selskabsarrangementer – det gælder både fødselsdage/runde dage, sølvbryllupper, konfirmation, foreningsfester – til store busselskaber fra f.eks. udlandet. Hen over sæsonen afholder vi forskellige events med bl.a. vinsmagninger, guidede ture, musikevents og m.m.

Over alt, hvor man befinder sig på vingården, er der udsigt til mark, himmel og hav, hvilket vi sammen med vores gæster sætter meget stor pris på – sikke en ”kontorudsigt” for os, der arbejder på vingården.

Det lokale islæt og vores forankring i det sønderjyske er altid med udsyn til verden omkring os – det er meget vigtigt for os - i alt hvad vi producerer; i alt hvad vi formidler. Derfor samarbejder vi med rigtig mange lokale producenter, der bidrager til vores koncept. Derudover søger vi ud i Sønderjylland og på de danske øer, når det gælder at indhente produkter til vores restauration og butik.

Med dette perspektiv er vores identitet i alt, hvad vi gør:"Sønderjysk i sjælen med udsyn til verden”!

Kok/smørrebrødsjomfru/køkkenmedarbejdere

- 2 stillinger min. 25 timer+/ugentligt
- 1 stilling min. 10-15 timer+/ugentligt

Trofaste og erfarne kokke/smørrebrødsjomfruer/køkkenmedarbejdere søges – både min. 25 timer+/ugentligt, ofte fuld tid og til tider med overarbejde hen over august/september samt min. 10-15 timer+/ugentligt.

Du skal have erfaring indenfor restaurationsbranchen - det er en fordel, at du har erfaring inden for frokost- og aftenanretninger, herunder smørrebrødsanretninger, buffetsammensætninger, koldt/varmt køkken. Du skal medvirke til, at Årø Vingård fortsat udvikler sit køkken, herunder bevarer den allerede høje standard.

Vi får besøg af mange gæster, der har hørt om vores køkken/menu – og forventningerne er derfor meget høje både til din og vores fælles præstation. Vi skal på en og samme tid bevare det, der fungerer og efterspørges – samtidigt skal vi udvikle os. Derfor tager vi meget gerne imod dine idéer og inspiration til udvikling af vores menukort – inden for vores motto ”Sønderjysk i sjælen med udsyn til verden”!

Vi lærer dig selvfølgelig op og hjælper dig på vej - sammen. Og vi lærer meget gerne af dig – vi er altid nysgerrige på at lære nyt.

Tjenere/betjening i restauration

- 2 stillinger min. 25 timer+/ugentligt
- 2 stillinger min. 10-15 timer+/ugentligt

Trofaste, stabile og erfarne tjenere søges – både min. 25 timer+/ugentligt, ofte fuld tid og til tider med overarbejde hen over august/september samt 10-15 timer+/ugentligt.

Du skal betjene vores gæster – både ”up front” – samt sørge for at hjælpe hele teamet bag, herunder hjælpe til med opvask/bidrage til at pudse glas/service etc.

Du skal have erfaring inden for branchen med service af gæster til frokost- og aftenanretninger. Du har sans for detaljen og er virkelig god til at kommunikere med såvel dit tjenerteam, som i særdeleshed med køkkenteamet for koordinering af service/bookinger/bestillinger. Du skal evne at tænke teamorienteret og have overblik over hele restaurationen.

Du skal sætte dig ind i menukortet, dvs. at du efter oplæring kan fortælle vores gæster om vores vine og vores menuer, herunder hvad de udspringer af og hvordan vin og mad bedst kobles sammen. Du skal have sans for detaljen – intet tilfældigt lader dig gå forbi: hverken manglende anvisning til borde, manglende opfyldning af drikkevarer, pudset bestik eller ”forfløjne servietter eller salatblade på terrassen på en luftig sommerdag”…

Du sørger for, at der er smukt dækket op inde/ude, du sørger for venlig betjening og du fortæller gerne ”stort og småt” om øen og det liv øen er omgivet af samt giver generel, relevant oplysning til vores gæster med både lokalt og internationalt perspektiv med udsyn til verden omkring os – alt sammen forankret i vores koncept; ”Sønderjysk i sjælen med udsyn til verden”!

Er du den rette, så vil der være opgaver i form af modtagelse af forespørgsler på bookinger og koordinering heraf.

Vi lærer dig selvfølgelig op og hjælper dig på vej - sammen. Og vi lærer meget gerne af dig – vi er altid nysgerrige på at lære nyt.

Service, opvask, rengøring, betjening

Stilling min. 15+ timer/ugentligt

Vi søger 1-2 medarbejdere, der kan løfte vores livsnerve; Opvasken, rengøring samt at hjælpe til med betjening og servicering af vores gæster.

Hovedopgaven er at sørge for, at der altid er poleret service til restaurationen og at alle kokkeremedier er klar til køkkenet, så der i produktion og betjening af gæster ikke sker stop gennem dagen.

Alle er vi vigtige på Årø Vingård– men denne post har topprioritet og er meget, meget respekteret blandt os alle. Hvert eneste vin- og vandglas skal pudses og poleres og skal igennem kvalitetstjek – og vi er mange til at hjælpe til med at polere glas.

Du skal generelt være vores alles ”kvalitetsdetektiv” – og evne at se og gøre det, der lige præcis gør forskellen; at dække et smukt bord, sørge for at der er friske blomster inde som ude, at lys er tændte, at tage i mod gæster og vise hen til rette bord, hjælpe tjenerne med deres bestillinger, herunder servere og afrydde inde/ude i Restaurationen, på Terrassen, i Orangeriet mv. Lokaler skal rengøres og skal stå helt klar hver dag. Samtidigt skal opvasken bare køre derudad. Til det har vi brug for hjælp til denne vigtige opgave.

 

Generelt for stillingerne

Vi forventer, at du møder frisk og bidrager med dit smittende gode humør til den i forvejen gode stemning og teamånd, vi har på Årø Vingård – der både er præget af højlydt latter/og ”tosse-skør” humor, såvel som seriøs (og absolut helt stille)! koncentration, når det ”går løs” og der køres ”service” med fuldt fokus på vores dejlige gæster på Årø Vingård.

Det er en fordel, hvis du foruden at kunne formulere dig på dansk, også forstår og kan formidle dit/vores budskab på tysk og/eller engelsk. Tysk/engelsk er dog ikke en forudsætning for ansøgning.

Ansøgning og ansættelse

Vi ser gerne, at du forinden din ansøgning har orienteret dig om Årø Vingård og vores koncept på Årø Vingårds facebook-side, og/eller Instagram-side samt her på vores hjemmeside.

Ansøgning/kontakt skal ske pr. mail – ikke pr. tlf., da vi har forrygende travlt. Oplys/vedhæft i mailen:

Navn, mail, tlf.nr. samt vedhæftet motiveret ansøgning og vi tager kontakt til dig.

Vi ansætter løbende i takt med, at vi modtager kvalificerede ansøgere.

Alle ansøgninger, hvor vi kan læse og oplever, at ansøger har forholdt sig til vores annonce og vores koncept, vil blive responderet.

 

Løn fastsættes ud fra kvalifikationer. Vi betaler for person-færgebilletten t/r Årøsund-Årø for vores medarbejdere, når de er bosiddende på fastlandet.

Arbejdstiden fastlægges inden for tidsrummet kl. 7.30-22 i skiftende vagter, der fordeles blandt teamet på Årø Vingård.

Ansættelsesforholdet er inden for perioden 1. august -1. oktober 2024 med mindre andet aftales.

 

Vi glæder os meget til at modtage din spændende ansøgning om job på Ønskeøen Årø og Årø Vingård.

Send din ansøgning til:

Årø Vingård – Café og Butik v/ Cindy Martin

Mail: cindy@aaro-vin.dk,